fbpx

Troldkvinden – feminin styrke til den ældre kvinde

I dag er det den 31. oktober og på denne aften fejrer jeg Samhain, heksenes nytår – som også kaldes Allehelgensaften, Halloween eller De Dødes Fest. Det er aftenen, hvor vi siger helt farvel til solen og accepterer, at det er ved at være vinter. Jorden bliver koldere, og det bliver kun mørkere og mørkere herfra. Mens jorden visner hen og dør, kan man kigge ind i sig selv og reflektere over året, der er gået, og give slip på de ting, som man ikke har lyst til at bringe ind i det nye år. Det handler netop om at lade ting dø.

På Samhain er det et perfekt tidspunkt at mindes sine forfædre og acceptere det livsaspekt, som vi alle skal igennem, nemlig døden. Sløret mellem de levendes og de dødes verden er også tyndest på dette tidspunkt, så det betyder, at kommunikationen med de døde og ånderne er endnu nemmere. 

På dette tidspunkt ærer jeg mine forfædre, og deri reflekterer jeg over det at blive ældre. Jeg ærer simpelthen den aldrende, vise kvinde, den gamle kone, eller skal jeg sige den gamle kælling, troldkvinden og ypperstepræstinden. Hendes farve er sort, og hun er associeret med den aftagende måne og sort måne og med efteråret og vinteren. Den ældre kvindes liv med børn er ovre. Hun er nu den vise, seeren og healeren, hun er bedstemoderen og jordmoderen, hvis viden bliver brugt til at guide andre gennem livets prøvelser og overgange. 

Jeg ser hende i gudinderne Hekate, Baubo, Baba Yaga, Elli og La Loba.

Den ældre kvinde har et stort potentiale, der synes at være gået tabt i vores nuværende kulturs fokus på ungdommelighed og skønhed, sådan at det at blive ældre som kvinde ses som en oplevelse af at være fattig, svag, formindsket, aseksuel, uelsket, marginaliseret og helt usynlig. Det at blive ældre og dø er frygtet, og den frygt og bekymring for alderdommen puttes over på den ældre kvinde, hvis visdom glemmes og ikke har nogen betydning i samfundet.

Derfor også at hun bliver kaldt for en gammel troldkælling for at undermininere hende til kun at være en grim gammel kone, der ikke længere har noget at skulle have sagt. Ordet ”kælling” er et voldsomt skældsord, der primært bliver brugt på kvinder, der vil bestemme, blande sig og har skarpe tunger. Det vil sige, en kvinde der kender sig selv, og ikke lader sig diktere af udefrakommendes meninger.

Jeg mener, at den ældre kvinde bør generobre ordet ”kælling” eller måske bedre ordet ”troldkvinde”, som med sin magiske stav beskytter, lyser vejen og overdrager sin visdom til de yngre generationer af piger og drenge. 

Troldkvinden er vis, kraftfuld, mystisk og i fuld kontakt med sin intuition og sin femininitet. Hun kender sig selv, sine styrker og svagheder, og ved, hvad hun vil have, og hvordan hun skal tiltrække det. Modsat en ung, uerfaren pige er det sværere at imponere den ældre vise kvinde. Og på den måde er hun en stor trussel mod det etablerede patriarkalske system. Hun tør at overgive sig selv til det ukendte, til døden, til de mørke sider og bare være helt som hun er, med rynker og grå hår og poset hud. Hun er fyldt med visdom, kærlighed og gamle hemmeligheder og renser luften med sin dybe indsigt og sandhed. Hun er ikke længere styret af egoet og samfundet eller mænds accept af hende, og på den måde er hun magtfuld.

Men hvis man som ældre kvinde prøver at klemme sig selv ind i det patriarkalske korset om, at en rigtig kvinde er evigt ung, frugtbar og tiltrækkende for mænd, så vil det betyde, at hun skal skjule sine rynker og grå hår. Det betyder, at hun ikke oplever den fulde kraftfulde gave, som dét at blive ældre giver. Heller ikke de yngre generationer af kvinder og piger får givet den visdom, som den ældre kvinde har tilegnet sig gennem et langt liv.

Jeg siger ikke, at en ældre kvinde bare skal lade sin skønhed som kvinde gå i forfald og helt glemme at tage vare på sig selv, sin krop, sit sind og sin seksualitet. Men derimod imødekomme det at blive ældre og den visdom, som det fører med.

Hvor mange gange har jeg ikke hørt min egen mor sige, at ”jeg er for gammel” til ditten og datten. Hvor mange gange har jeg ikke hørt hende vurdere sit eget værd, egnethed og udseende, bare på grund af hendes alder og sit grå hår.

Den forståelse af sig selv som ubrugelig, når man når alderdommen som kvinde, gør, at ældre kvinder netop gør sig selv usynlige i samfundet. De lader sig selv visne hen, i stedet for at vokse i deres seksualitet og kvindelighed og på en positiv måde generobre sin status som ældre vis kvinde i samfundet.

Jeg prøver ikke at undervurdere de udfordringer, som ældre kvinder går igennem. Kvinder går igennem nogle voldsomme udfordringer i takt med, at de ældes. F.eks. at miste en mand til døden eller til en yngre kvinde i skilsmisse. Ældre kvinders erotiske og seksuelle status tager også et dyk, når de bliver ældre, fordi deres kroppe ikke længere passer ind i de kulturelle normer om frugtbarhed og moderlighed. Fysisk oplever mange ældre kvinder også direkte problemer i sin seksualitet og i sit bækken. Lav sexlyst eller slet ingen grundet tørhed eller smerter i vaginaen eller på grund af inkontinens eller prolaps eller på grund af sygdom og overgangsalder.

Også selvom din identitet måske ikke er bundet op i din seksuelle tiltrækningskraft, så kan det stadig være svært at stabilisere en plads i samfundet, når man bliver ældre som kvinde. Det er klart, at mange ældre kvinder bare giver op og formindsker sig selv, mister sin stemme og gemmer sig væk og bliver handlingslammede.

Men ældre kvinder har faktisk et valg.

At blive ældre som kvinde betyder ikke nødvendigvis, at ens feminitet, seksualitet og krop går helt i forfald, og at man mister sin kontakt til sin feminine essens og position i samfundet. Ældre kvinder kan godt have en levende, sund seksualitet og krop langt op i årene. 

Se videoen og hør mere om, hvordan du som ældre kvinde kan bibeholde eller genetablere din seksuelle lidenskab og udforske din egen indre troldkvinde (se ved 20:41).

 

Erotisk kærlighed og glædelig Samhain til dig, smukke gudinde! 

 

/ Helle

 

Meld dig til mit nyhedsbrev og få min GRATIS e-bog for kvinder: Jade æg praksis for begyndere!

* indicates required



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *