Søstersår

Hvad der har kommet op for mig denne nymåne, og hvad jeg endnu ikke har fortalt om, er, at jeg bærer på dybe søstersår.

Jeg havde lige sagt til mig selv, at nu skal jeg bare være glad, nu skal jeg bare have det sjovt og ud at feste… Og så nogle timer efter, så ser jeg mig selv græde og mærke dybe søstersår komme op.

For hvordan kan man egentlig have det sjovt uden sin søster. Når vi har det sjovt, sådan virkelig sjovt, så er det ofte sammen med andre kvinder, med vores veninder, i et søsterskab.

Da jeg var 21 år, mødte jeg min sjæleveninde, som jeg følte mig dybt forbundet med. Til at starte med havde vi begge fordomme omkring hinanden, fordi hun var fra Nordsjælland, og jeg var fra Næstved. Jeg havde min hårde facade oppe, som jeg plejer over for nye kvindelige bekendtskaber (mit uhelede søstersår).

Men vi blev rigtig gode veninder, og faktisk blev hun som en søster for mig. Vi talte dybt sammen om filosofi og livet, grinte sammen, drak rødvin sammen, festede sammen, tog på museer sammen og var som søstre. Selv min egen søster var misundelig på vores venskab.

Hun var vildt sej og eventyrlysten og bare vildt modig til at springe ud i noget nyt, rejse og arbejde benhårdt. Hun inspirerede mig og udfordrede mig.

Hun var min bedste, bedste veninde i 4 år.

Indtil hun så ikke var det mere.

Noget begyndte at ændre sig. Vi begyndte at gå forskellige veje i livet, finde nye veninder, og det var som om, at noget var usagt mellem os…

Jeg følte, at hun udviklede et had til mig, fordi jeg var mere alternativ end hende.

En dag, da jeg var 24 år, skændtes vi på åben gade, og hun sagde til mig, at hun aldrig ville se mig mere.

Mit hjerte gik i stykker.

Det var en anerledes slags sorg, end dem man får, når en fyr slår op med en. For hun var min veninde – sådan én man har for altid.

Indtil hun så ikke var det længere.

Hun havde sine grunde, og jeg forstår, hvor hun kommer fra..

To år før oplevede jeg det, der skulle ændre hele mit liv. I en alder af 22 år fik jeg indsat en kobberspiral, der traumatiserede mig og efterlod mig helt afkoblet min seksualitet. Min glæde og nydelse i livet forsvandt fra et sekund til det næste.

Som resultat følte jeg tomhed i livet, og som intet havde mening. Jeg så verdens sorger i øjnene og græd over livet, jorden, naturen, havene og dyrene.

Jeg blev veganer og rejste til Thailand i et halvt år for at leve af frugt og være en glad hippie. Under hele turen skrev hun til mig, hvor meget hun savnede mig, men da jeg kom hjem, var der INGENTING.

På det tidspunkt gik jeg igennem den mest ensomme periode i mit liv. Jeg blev derfor en dedikeret dyreretsaktivist, hvor jeg kanaliserede al min sorg, al min vrede, al min egen traume…

Så det er klart, at min energi var for meget for hende.

Jeg er også vokset op i en familie, hvor det var normalt for mig at være i min egen fantasiverden og græde og råbe højtlydt, når der var noget i vejen. Jeg kunne derfor være meget direkte og hård og måske også fraværende.

Men på det tidspunkt, hvor jeg havde allermest brug for hendes støtte og omsorg, så forlod hun mig..

Hvad der sorgede mig allermest var, at hun sagde, at hun ALDRIG ville se mig mere. Det slog mig. Som om hun sagde, at jeg ALDRIG ville være god nok, ALDRIG var værd at elske..

Jeg skrev et langt brev til hende omkring mine følelser, men hun forstod dem ikke, og blev bare endnu mere sur på mig.

Så jeg ved, hvordan det er at åbne sig helt op til en veninde, og så lade hende fordømme dig, såre dig og forlade dig.

Efter det havde jeg meget svært ved at stole på kvindelige veninder igen.

Så jeg gik igennem de mest ensomme og hektiske år i mit liv, hvor alt handlede om at “redde dyrene” og alle dem, der var imod var, elskede mig ikke.

Det allerhårdeste var nok, at jeg trak mig helt fra søsterskabet.

Jeg ved nu, at søstre er så vigtige for vores glæde og vores feminine heling og frigørelse.

For uden søsterskabet, uden en søster og veninde, så er man meget ensom.

Uden en søster kan man ikke hele.

Uden en søster kan man ikke være glad.

Jeg har fundet ud af, at under mit søstersår lægger mit seksuelle traume, som et uhelet sår, der kun kan hele op af den balsam, som et søsterbånd giver.

Ved at åbne mig op til en veninde og snakke åbent om orgasme, nydelse, fantasier og dybe ting, har jeg mærket en boblende ny glæde, en blomstring fra min livmoderblomst, fra fissen selv…

Det understregede virkelig vigtigheden af, at vi har brug for hinanden, vi har brug for andre kvinder, i et søsterskab, i kvindecirkler, i mødregrupper, dybe venindeskaber, sjæleveninder…

Uden hinanden kan vi ikke gå dybt ned i vores dybeste dybeste lag.. Vi har brug for andre kvinder for at glædes, for at hele. Vi har brug for at kunne tale dybt om vores frygt og længsler. Det, der piner os, og det, der fylder os op med glæde og ekstase.

Jeg ønsker at lære at stole fuldt ud og helt på andre kvinder igen, helt dybt og inderligt uden at være bange for, at denne person vil såre mig eller forlade mig. Jeg har brug for at kunne læne mig op ad en anden kvinde og mærke et dybt bånd af kærlighed, forståelse, glæde og barnlig latter. Jeg har brug for at fylde denne ensomhed i mit hjerte op med den kærlighed, som kun en kvindelige veninde kan give.

Jeg tror, at vejen til at hele dette søstersår og ultimativt blive glad, er igennem kærlighed. At sende kærlighed til denne veninde eller søster, der sårede mig. Selvom det er 7 år siden, jeg så hende sidst, så tror jeg kærlighed er den største heler og kan mærkes igennem tid og rum ligegyldigt, hvor man er i verden.

Og så tror jeg på, at for at vi som kvinder virkelig kan møde hinanden, så bør vi være villige til at dele både vores glæder og successer samt vores sorger og frygt, både det gode og det dårlige i livet. 

En af de øvelser, som jeg deler med kvinderne i mine forløb er “Den Hellige Treenighed” fra Regena Thomashauers bog “Pussy – A Reclamation”. Her skal man over for en anden kvinde dele…:

1) det som man er stolt af

2) det som man er bange for

3) det man længes efter

Det er så befriende at dele med en anden kvinde, hvad man frygter og længes efter, for det er noget, som vi så sjældent gør, og som jeg tror, vil hjælpe os til at forstå hinanden bedre og fordybe vores søsterbånd.

Er du nogensinde blevet såret/forladt eller svigtet af en anden pige/kvinde?

Og hvad hjalp dig med at hele og komme videre?

Hvis du ønsker at dele i kommentarerne nederst, så vil jeg elske at høre fra dig.

 

 

Jeg sender dig så meget erotisk kærlighed!

<3

Helle L.