fbpx

Det guddommeligt maskuline er så vigtig at tale om lige nu. Vi kvinder har nemlig arbejdet så meget med os selv og vokset både seksuelt og spirituelt. Mange af os er virkelig kommet ind i vores fulde kvindelige urkraft – eller er på vej. Jeg vil derfor dedikere dette blogindlæg til mændene og snakke om, hvordan vi som kvinder kan give vores opmærksomhed til manden og være i vores kvindelige power samtidig med, at vores mand har plads til at udfolde sig og føle sig som den mand, han er født til at være.

De fleste mænd i vores samfund har en biologisk arv i at være jægeren, forsørgeren og beskytteren – altså være i sin maskuline energi. Det er ikke bare snak det her, men noget som var en nødvendighed i traditionelle samfund, at manden skulle forsørge og beskytte det feminine, kvinden, familien og børnene, mens kvinden skulle værne om sin frugtbarhed, seksuelle energi, børnene og hjemmet.

Selvfølgelig har begge køn både feminin og maskulin energi, yin & yang. I vores moderne samfund kan man måske synes til tider, at kvinder er begyndt at blive mændene i forhold til de forventninger, der er til os alle på arbejdsmarkedet, mens mændene er begyndt at blive kvinderne, i forhold til hvordan mænd nu også skal gå på barsel, lave mad og vise sin følsomhed. 

Jeg tegner det selvfølgelig lidt hårdt op, og jeg siger ikke, at noget er mere forkert end det andet, men kønsrollerne har gennemgået en stor forandring de seneste 100 år, efter kvinden er kommet ud på arbejdsmarkedet. Og det er værd at tale om.

Jeg mærker nemlig nu en større længsel hos flere og flere mennesker om at komme mere hjem til sin egen energi som kvinde og mand.

Jeg mærker i mig selv en længsel efter at komme hjem til mig selv som kvinde. I den forbindelse også længslen efter at have en stærk mand ved min side.

Jeg går jo til bachata dans, og der får man virkelig testet de traditionelle kønsroller af og mærker dynamikken mellem en kvinde og mand. Manden skal jo gerne føre i dans, men som moderne kvinder kan det faktisk være en stor udfordring. 

Som kvinde kan man let knuge sin partners hånd lidt for hårdt, være for stiv i overkroppen, have svært ved at overgive sig – netop den usikkerhed vi kan have til manden. 

Det er jo en virkelig uvant situation at stå i, fordi vi som kvinder ikke er vant til at lade manden føre. Måske fordi vi er blevet så vant til, at vi skal klare os selv og være stærke singlekvinder – hvor mændene ligesom bare bliver nedvurderet som dem man har det sjovt med en gang imellem eller måske som dem, der altid sårer en og giver en hjertesorg. Så derfor kan der være meget tvivl og frygt i forhold til at overgive sig selv og stole fuldstændig på manden. 

Men hvad jeg har fundet ud af, det er, at manden virkelig gerne vil have rollen som fører. Han vil virkelig gerne føre og lede og beskytte kvinden. 

Det der holder ham tilbage kan være usikkerheden og frygten. Han kan måske være lidt bange for at tage for hårdt fat, for hvad hvis nu, han gør noget forkert, og kvinden dømmer ham. 

Han kan altså godt blive usikker, specielt fordi kvinden i den grad har udviklet sig så meget og blevet så stærk og selvstændig. Så meget at manden er kommet lidt i baggrunden som den primære forsørger og beskytter. Vi kvinder er simpelthen blevet for stærke – eller måske kan mændene bare ikke helt følge med kvindernes udvikling. Eller måske handler det mere om, at vi ikke kommunikerer ordentligt med hinanden. 

For når manden bliver usikker, så sker det, at kvinden også bliver usikker, og så ender det med, at hun begynder at styre i stedet. Derfra bliver han overrumplet og trækker sig. Og så går det helt galt. Det fungerer bare ikke i dans.

Det handler om at mærke kroppen. Hvis man ikke mærker hinandens kroppe, så går dansen i stykker.

I dans skal man som kvinde virkelig lære at lade manden føre og mærke hans signaler igennem kroppen. Jeg har mange gange fået at vide, at jeg ikke må rette på manden eller fortælle, hvad han skal gøre – for det er jo manden, der fører.

Samtidig skal manden så lære at turde styre og tage fat! For uden mandens faste greb, så vil kvinden ikke lade sig styre eller have lyst til at overgive sig til ham. Hun vil simpelthen ikke kunne mærke, mandens signaler.

Jeg har danset med ret mange mænd, der har haft et virkelig slapt greb. Og ikke for at gøre nogen betuttede, men som kvinde er det egentlig et ret stort turn-off. Et slapt greb får nemlig manden til at fremstå meget usikker og slap. Et slapt greb indikerer for mig, at han ikke vil kunne holde mig, gribe mig, hvis jeg falder. Han vil ikke kunne være den stærke beskytter. Og hvis han er slap, så er jeg nødt til at tage over og styre. 

Modsat er det noget helt andet at danse med en mand, der er selvsikker og virkelig styrer med et fast greb, for på den måde er det meget nemmere at slappe af i hans arme, give slip og bare blive blød i dansen og åbne op og bevæge sig i sin feminitet. 

Det er helt fantastisk og så befriende som kvinde. Og dansen bliver også helt vildt sjov af det. 

Det er derfor ikke rart at danse med en mand, der er usikker, men det er altså heller ikke sjovt eller behageligt at danse med en mand, der er alt for kontrollerende og dikterer, hvad man skal gøre.

Det er derimod sjovt og tiltrækkende at danse med en mand, der holder et fast sikkert greb, guider med kroppen og ikke ord, mærker kvinden og guider hende, så hun bliver tryg til at overgive sig til sine feminine intuitive bevægelser.

Det er i mandens faste greb, at kvinden får lov til at være kvinde.

Så hvordan kan vi give manden lov til at være mand? 

Hvordan kan vi støtte vores mand i at komme hjem til sin maskuline essens – som jægeren, beskytteren og forsørgeren?

Jeg giver dig her mine 7 tips til, hvordan du behandler en mand som en KONGE.


7 MÅDER AT BEHANDLE EN MAND SOM EN KONGE 👑

1) Giv ham en kompliment
2) Lad ham blive en vigtig del af dit liv
3) Lav mad til ham
4) Vær hans cheerleader i hans vildeste drømme
5) Giv ham et knus
6) Luk ham ind i dit hjerte
7) Forgud hans krop


Selvfølgelig skal der to til at danse en bachata – eller hvilken som helst pardans, som du foretrækker – så hvis du er mand, anbefaler jeg dig at se:

Sådan behandler du en kvinde som en gudinde



Jeg sender dig så meget erotisk kærlighed din vej!

/ Helle