fbpx

Eks-veganer: Tættere kontakt med forfædre, urinstinkt og indre ild

Da jeg for lidt over en måned siden valgte at spise kød igen og altså stoppe med at være veganer efter 6 år, var det ikke et rationelt valg, men snarere min krop, der kommunikerede med mig. For det var som om et dybt urinstinkt i mig tog over og fortalte mig, at min krop virkelig havde brug for noget animalsk næring.

Det var ret vildt, men også magisk på en måde at mærke min krop og lære min krop at kende på sådan et dybt og urgammelt plan.

Det var som om at et urgammelt overlevelsesinstinkt blev aktiveret, stenalderkvinden inden i mig, der bare havde brug for noget næring for at overleve. 

Det var faktisk som om, at min krop havde været lukket ned i alle de år som veganer, havde opgivet mig, men da jeg begyndte at overveje muligheden for at introducere noget animalsk i min kost, var det som om, at min krop vågnede og bare skreg:

”Ja, giv mig det”!

Da jeg spiste kød og æg for første gang, blev jeg lige pludselig meget bevidst om, hvor ude af balance jeg egentlig var – sådan helt ind i knoglerne. Og det eneste jeg kunne tænke på var bare at få den næring og få mere af den.

Jeg fik endda øget mundvand af at tænke på fiskekød og af at gå på ”jagt” efter det i supermarkedet. 

Det var en ret vild følelse, men også en ret fantastisk følelse sådan at være forbundet med disse ældgamle instinkter, som vi jo allesammen har. Men som jeg har undertrykt i mig selv på grund af de veganske briller og mine etiske overbevisninger omkring ikke at ville spise andre dyr.

Jeg har endda også fået øget mundvand af sådan noget som en hel grillet fisk med både skæl, ben og øjne. Noget som jeg aldrig i min vildeste fantasi har synes var appetitlig, men som jeg før (også inden jeg overhovedet blev veganer), altid har set på som noget ulækkert. Men blot et billede af en grillet fisk kunne vække så meget spiselyst i mig. Måske fordi min krop og mit urinstinkt i mig har kunne genkende den som mad, som et dyr, en fisk, og altså næring for mig som menneske.

Men det beviser bare, at selvom jeg som veganer mente, at dyr ikke er menneskemad, så mener min krop og mine ældgamle urinstinkter altså noget helt andet.

Da jeg fik en hel grillet fisk for første gang i mange år, spiste jeg fisken med virkelig stor velbehag, og min krop blev virkelig glad.

Det gør mig faktisk virkelig rørt, fordi jeg har fejlernæret min krop i så mange år og undladt at give den det den sådan har haft brug for, netop disse fødevarer dig giver mig næring, tryghed og helse.

For mig føles det virkelig som at komme hjem, når jeg spiser animalsk. At komme hjem i mig selv, min krop og mine rødder.

Efter jeg er stoppet med at spise 100% vegansk, har jeg skulle lære at lave mad på en helt anden måde. Jeg har jo ikke spist kød i 10 år, og jeg har derfor ikke tilberedt kød i alt den tid, jeg har boet for mig selv. Jeg har egentlig aldrig lært at lave så mange retter med animalsk, fordi det altid var min mor, der lavede det meste af maden, da jeg boede hjemme. Så det er ligesom at skulle starte helt forfra.

Så jeg er begyndt at undersøge, hvad jeg spiste som barn, men også hvad mine forfædre spiste – hvad min bedstemor spiste som barn, min tipoldemor og tiptipoldemor. 

Efter jeg er begyndt at spise dyrekød igen, har jeg derfor fået et tættere kontakt til mine forfædre, til landbruget, til mine rødder og det landskab og den natur, som jeg stammer fra.

Jeg har fået en meget smuk og magisk kalden efter at spise mere af det som kommer fra mit nærmiljø. Altså, danske grøntsager og frugter og danske retter med kød og fisk.

Alt det mad jeg spiste som veganer, var jo langt fra dansk, men tit importeret fra udlandet og tropiske egne.

Men nu vil jeg bare gerne leve af årstidernes frugt og grønt og af dyr, der har græsset direkte på den danske muld ude under åben himmel, så frie som muligt.

Jeg har endda lånt en hjemkundskab-bog af min mor, som hun brugte i folkeskolen en gang i 60’erne. Jeg vil nemlig gerne lære alle de traditionelle retter at kende og bare, hvordan man laver dansk mad.

På den måde føler jeg mig forbundet med mine forfædre og min familie og mine rødder. Men egentlig også forbundet dybt med noget endnu længere tilbage, nemlig min indre stenalderkvinde. Og derved også den indre rytme i naturen og min indre iboende ild i mig.

Jeg har før talt om kvindens indre ild, som er iboende i livmoderen. Den indre ild er vores kreativitet, skaberkraft, seksuelle energi og nydelse, vores saft og kraft og livsenergi.

Jeg ser den som livets flamme i et bål inde i livmoderen. Som en bålplads inde i livmoderen, hvor alle aspekter af mig som kvinde sidder og varmer sig eller danser og fester omkring.

Det er urkvinden inden i mig, der holdes i live af ilden – den vilde orgasmiske kvinde.

Livsgnisten.

Seksualiteten.

Frugtbarheden.

Glæden.

Kreativiteten.

Nydelsen.

Sidste gang jeg konsulterede min livmoder var min indre ild dog ved at dø ud og min indre vise troldkvinde sagde, at ilden var for svag til, at jeg kunne have sex overhovedet.

Jeg ved nu, at det jo er, fordi jeg ikke har fået den rette næring i så lang tid. Min krop var jo faktisk i gang med at nedbryde sig selv på en vegansk kost.

Det føles jo som om at få tilført livsenergi ind i min krop af at spise kød igen, specielt rødt kød. 

Så det giver mening at sige, at næringen fra kødet hjælper til at holde liv i ilden, den seksuelle ild i skødet. For efter jeg er begyndt at spise animalsk igen, har jeg faktisk fået mere seksuel nydelse og bedre orgasmer.

Det viser lidt, at kød netop tilfører mig den livsenergi, som jeg sådan har manglet for at kunne føle seksuel lyst og altså denne indre livsgnist i min fisse.

Jeg er meget rørt over det og føler, at jeg er på vej til at blive den glade pige, som jeg en gang var. Egentlig føles det som om, at jeg fortsætter der, hvor jeg var for 10 år siden, inden jeg stoppede med at spise kød.

Derved har jeg fået en stor længsel efter det nære, familien, det hjemlige – ilden i arnen. En kvindes indre ild er jo netop den arne, som skaber liv og som er næringen til det hjemlige, det trygge og til familien.

Hvilket er en interessant kontrast til, hvordan jeg som veganer faktisk følte en større afstandstagen til min familie og det nære og endda det at være menneske. Som veganer var jeg meget vred og i perioder misantropisk.

Som veganer følte jeg mig selvfølgelig også meget eventyrlysten, passioneret og forbundet med noget større. Jeg tog til Thailand og Filippinerne for at spise tropisk frugt – hvilket set i perspektiv jo egentlig er en kost, som er helt anerledes end den kost, jeg er opvokset med og derfor også ret ukendt for min krop.

Som veganer havde jeg desværre også en ret stor rodløshed, ensomhed og utryghed i mig selv. Jeg følte mig meget ensom, også selvom jeg var i et rum fyldt med mennesker.

Ensomhed er nemlig mere en tilstand inden i os selv, altså ikke at føle sig forbundet med sig selv. Og denne forbundethed til mig selv og min indre ild prøver jeg at genfinde nu.

Den indre ild, arnen i en kvindes livmoder, ser jeg som svaret til at hele Moderjord og få mere balance tilbage til menneskeheden generelt.

Som veganer troede jeg jo, at problemet med den store dyremishandling i landbruget handlede om, at vi bare skulle stoppe med at spise dyrene og blive veganer. Men som jeg ser nu, ved jeg ikke, om det er løsningen, og om det er det bedste for både dyrene, menneskenes sundhed og jorden.

Jeg tror faktisk, at de store problemer, som vi ser i dag (stress, ensomhed, depression, angst og dyremishandling) handler mere om, at vi som mennesker er så afkoblet fra hinanden, naturen, dyrene og fra vores familie og vores plads i et større fællesskab. Jeg tror faktisk, at det handler om, at vi mangler den varme bålplads at få næring fra.

Hjemmet.

Familien. 

Arnen.

Det næringsholdige mad.

Al mad i dag er jo lavet på fabrikker, pakket ind i plastik og fløjet eller sejlet store afstande for at havne i supermarkedet og på vores tallerken. Dyr bliver behandlet som objekter i en stor kødproduktion, og deres kroppe bliver pakket ind i plastik med et prismærke og en stregkode. Vi ved ikke, hvem vi spiser. Vi kender ikke dyret. Der er så mange dyr, der bare bliver smidt ud som madspild og affald (både i dyreindustriens og supermarkedets containere), netop fordi vi ikke har kontakt med dyrene og heller ikke spiser hele dyret, men kun udvalgte dele. 

Kontakten til jorden, den danske muld, vores fødevarer, dyrene, vores forfædre og årstiderne er i den grad forsvundet fra vores daglige liv. Hvilket har store konsekvenser for vores alles liv, også dyrene og naturen.

Jeg tror faktisk at den store dyremishandling og ødelæggelse af Moderjord handler om, at familien og nærmiljøet, landsbylivet og storfamilien er blevet ødelagt af industrialiseringen og – nu siger jeg det – fordi kvinden er blevet frigjort så meget fra det hjemlige liv, fra arnen, fra denne varme livsflamme, som giver næring til familien og faktisk hele samfundet.

Dyremishandling er jo taget til i styrke de seneste 100 år, hvor vi som kvinder også har bevæget os væk fra hjemmet og ud på arbejdsmarkedet. Derfor har fabriksarbejderen og storindustrien taget over i forhold til at forsørge os alle sammen – og give os næring. Derved er vores mad blevet meget mindre næringsholdig.

Kærligheden, omsorgen og kontakten til vores mad, til dyrene, landet, naturen og hinanden som mennesker er gået tabt. Og jeg tror, at det er, fordi familien mangler sin midte:

Nemlig, kvinden.

Hvilket resulterer i, at manden heller ikke helt kan finde sin plads og funktion. Heller ikke de ældre.

På den måde tror jeg, at vi ser så meget ensomhed, depression, angst og dyremishandling i dag. Hvor vi samles i betonbyerne, ensomme i hver vores lejlighed med hver vores skærm og lader naturen blive en fabrik i stedet for egentlig at blive vores alles hjem, både for mennesker og andre dyr.

Noget i mig blev meget rørt og endda ked af det over at mærke, hvor vigtig kvindens indre ild i livmoderen egentlig er for resten af samfundet og verden, og hvordan hendes næring, heling og saft og kraft egentlig er gået tabt i det store og hele.

Men jeg ved og kan mærke, at hun, det feminine, er ved at vågne og rejse sig og finde sin plads igen sammen med det maskuline. Sådan har jeg det i hvert fald i mig selv. Så det bliver spændende, hvad fremtiden kommer til at bringe.

Lad mig høre hvad du tænker?


Jeg sender dig så meget erotisk kærlighed din vej!

/ Helle L.


P.S. Hvis du er passioneret omkring at hele din seksualitet og få mere kontakt til din urkraft og indre ild som kvinde, så tilbyder jeg lige nu prøvebehandlinger i yonimapping i Aarhus. Du kan læse mere her.


Se også:

Få mere seksuel nydelse ved at pleje din indre ild

En samtale med min livmoder

Eks-veganer 1 måned / Post-veganisme: Hvordan jeg har det nu. Sexlyst, livsglæde, fordøjelse m.m.

Veganisme ødelagde min seksualitet og mit helbred

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *